En begivenhedsrig weekend

Hold nu op for en weekend der nu er gået på hæld!
Fredag havde vi en fantastisk aften på Nakkehage. Dejligt vejr, dejlige nyfanget fisk og hunde som løb imellem hinanden i stor harmoni. Vi havde selv Diezel med og han nød virkelig denne aften - det var tydeligt at se.

Lørdag fik vi et virkelig skønt  og følelsesladede besøg af hvalpekøbere fra Tyskland. Claudia & Klaus er hvalpekøbere til den sidste overlevende hund fra A-kuldet; Æblevangens Anya.
Disse 2 mennesker har betydet virkelig meget for os igennem tiden. Én ting er, at de bare er utrolig dejlige mennesker og nemme at være sammen med. En anden ting er, at de i sin tid hjalp os ud af en frygtelig knibe og de gjorde det fordi de kunne og fordi ønskede at hjælpe. Vi har ikke set hinanden i 5-6 år, men vi talte alle sammen på tysk/dansk/engelsk efter bedste evne og alle forstod hinanden. Vivian & Leon var med på denne skønne aften bl.a. fordi vi om 3 uger netop skal besøge Claudia & Klaus i Blaustein i Sydtyskland på vejen til Italien.

Freja og Anya

Claudia & Klaus er taget til Danmark for at Anya en sidste gang skal opleve sine ynglingssteder fra den gang de boede i Danmark. Anya er ikke helt frisk mere........

Søndag pakkede jeg og Vivian bilen med diverse udstyr og 2 hunde for at  drage mod Vejen. Med vores sædvanlige stop for Smooties og diverse andet, ankom vi til Vejen op ad formiddagen. Det er nok 7-8 år siden jeg sidst har været på en DKK-udstilling, men det er akkurat lige så kaotisk som jeg husker. Ind i ringen - ud igen - får kastet nogle bånd i favnen - bliver kaldt ind igen - får flere bånd - og ud igen. Nu er det helt op til dig selv at finde ud af at du skal i Store Ring - vi skal bare lige vente 4½ time - Her skal man først ind til en forbedømmelse i en ring ved siden af Store Ring. Bagefter ind i Store Ring og ud igen få sekunder efter! Godt jeg ikke er ny i dette game! Men det har været en dejlig dag og Firkløveret, som Anne Eliasen kalder os, har virkelig hygget os. Vi fik i hvert fald shoppet - til hundenes store begejstring.
Her er resultatet fra DKK-udstillingen i Vejen:

GLavaRis Dv Diezel
Stor velbygget med godt maskulint hoved, godt udtryk, kønne øjne, velansatte ører, god hals og ryg, godt kryds, prima overlinie, velvinklet for og bag, gode benstammer, jordvindende bevægelser set fra alle sider, godt temperament.
Excellent, CK, 1. BHK, CERT, CACIB, BIR

Diezel under bedømmelsen

Afslapning i pausen

Diezel i Store Ring

Nakkehages Bd Tilde
Passende stor brugsklasse tæve med feminint hoved, saksebid, kønne øjne, velansatte ører, god hals og ryg, godt kryds, passende brystdybde og volume, velvinklet for og bag, gode faste benstammer, gode bevægelser, virker dog en anelse trykket, godt hårlag, godt temperament.
Excellent

Tilde; Én af de dejligste udtryk jeg har set!

Desværre for Tilde havde en højløbsk tæve fra Gl. Dansk Hønsehund været i ringen lige før Gordon Setterne og dryppet godt og grundigt i ringen. Tilde blev hurtig en sporhund...... :o(

Samtidig med at jeg var i Vejen, legede John og tøserne flyttemænd. Pigerne er flyttet i deres egen lejlighed i Slagelse. En dejlig 3 værelses lejlighed i Centrum. Det bliver så fedt for dem og det glæder vores forældrehjerter at de nu har fået en god start på deres voksne liv.

Held og lykke Malou & Michala. <3 

Mere om dyremishandling

Jeg bliver så sindsyg ked af alt det dyrmishandling der foregår i vores land. Nu må det simpelthen stoppe! I øjeblikket har man en Charlotte Kofoed i kikkerten, som misrøgter heste, hunde og katte i stor stil. Prøv at google hendes navn og se hvad der kommer frem. Hun slog før sine folder i Jylland, men er nu flyttet til Sjælland. Køber/afhenter hunde fra den DBA og videresælger hundene med fortjeneste som det eneste for øje. Stjæler heste for videresalg osv. osv. Her er ikke tale om en stakkels person, hvis verden er sunket i grus og hvor det hele er vokset over hovedet. Her er tale om en person, som med fuldt overlæg handler i ond tro!
Én af de fornemmeste opgaver som opdrætter er at finde gode egnede hjem til både hvalpe, unghunde og voksne hunde. Selv om vi kan være hårdt presset på pengepungen, så går vi aldrig på kompromis med pris eller køber. Her findes en "hurtig handel" ikke og det er vigtigt for os at have en god kemi med  køberne.
Derfor gør det så ondt at læse den ene historie efter den anden. Mange gange læser jeg slet ikke disse artikler fordi jeg får ondt i maven over de stakkels dyr som det går ud over. Men i disse dage kan man læse om Jack, som skulle omplaceres. Charlotte Kofoed henvender sig til ejerne af Jack, som har en annonce i DBA. Tilsyneladende er de villige til at give Charlotte Kofoed Jack med, med det samme uden at have set Jack's nye hjem eller at kende Charlotte Kofoed's fortid og uden at skulle have penge for ham. Først den efterfølgende dag finder de ud af hvilket menneske Charlotte Kofoed er og vil hente Jack tilbage. På adressen finder de Charlotte, stærkt ophidset og med en vag forklaring om at Charlotte's kæreste havde taget Jack med sig hjem. Her gik det op for dem at Jack højt sandsynligt allerede var solgt videre. Og det var Jack. Heldigvis for Jack, så havnede han hos en dejlig  familie i Ringsted. Gud være lovet! Men hvad med alle de andre dyr som der bliver handlet med igennem DBA og mange andre steder, hvor dyr slet ikke burde være en vare???
Undersøg nu for pokker hvem der køber din hund/kat/hest eller hamster for den sags skyld. Lad nu være med at forære dit dyr væk. Lav altid en købsaftale. Forlang at I holder kontakt - i hvert fald i starten. Det er ikke en bordlampe du har skilt dig af med, men et levende dyr, som fortjener den bedste behandling!
Jeg er overhovedet ikke i tvivl om hvad jeg skal beskæftige mig med i mit næste liv! Jeg skal hverken være grafiker eller arbejde på verdens største Insulin-fabrik. Jeg sætter min stemme på dyr og især mishandlede dyr - for det er der åbenbart brug for!
Jeg plejer aldrig at blande mig i de forskellige debatter og jeg plejer aldrig at udsætte folk for offentlig nedgørelse, men lige her er jeg iskold. Jeg vil skide på at jeg udlagt Charlotte Kofoed som et dårligt menneske! For det er lige præcis hvad hun er og det er der bare så mange beviser på! Hun er desværre ikke den eneste.........

I disse dyreværnstider

I disse dyreværnstider, som jeg foragter og bliver utrolig trist over, vil jeg fortælle om en fuldstændig utrolig mærkværdig historie, hvor alle ellers sikre midler ALDRIG blev benyttet af hverken politi eller hundepension. I har måske hørt om sagen, men her kommer min version. Og jeg fortæller historien fordi jeg og mange andre er blevet en del klogere på den måde politiet arbejder på og at man IKKE altid skal tage deres ord for gode varer når det drejer sig om hunde!

For knapt 1½ år siden fik jeg pludselig en aften en opringning fra Ringsted Politi. Fra det øjeblik betjenten får præsenteret sig og til jeg finder ud af hvad det drejer sig om, kører hjernen på højtryk over HVAD DER ER SKET!!!!!! Hvor er John? Hvor er pigerne? Er én af hundene på eventyr uden for grunden? Hvorfor ringer han til MIG? Men han præsenterer sig og forklarer at han ringer fordi vi står registreret som Irsk Setter kennel. De havde optaget en herreløs Irsk Setter hanhund ved Ringsted for 1½ måned siden og ingen havde henvendt sig i den tid. Nu havde hunden stået på en hundepension lige så længe og den var hverken cippet eller øremærket. Den meget søde betjent spurgte om vi ikke ville tage ud på pensionen og se på den. Hvis det var en fin hund og vi ville give den en chance, så var han vores. Hvis ikke vi synes han var noget, så ville han blive aflivet én af de nærmeste dage. Jeg tænkte straks at hunden måtte være kommet fra østeuropa og ikke registreret i Danmark, men jeg sagde ikke noget.
Vi kører derud næste aften og er selvfølgelig spændte på hvad vi møder. Jeg forestillede mig en stor, lys og flot holdt pension, siden politiet brugte den. Politiet kan jo komme og sætte bortløbne hunde ind på alle tider af døgnet. Man ser altid billeder i sit hovedet af det man tror man skal møde!
Vi møder en fuldkommen mørk pension, da vi drejer ind af indkørslen. Klokken er 19.00, så det er også buldrende mørkt udenfor. Jeg får famlet mig frem til en hoveddør i privaten og banker på. Mens jeg står og venter, ser jeg et kamera over døren. Tænker at det er lidt mærkeligt at de ikke er mere imødekommende, når de ved vi kommer. Døren bliver åbnet lige akkurat nok til at jeg kan se en ældre dame. Jeg fortæller hvorfor jeg er kommet. Døren bliver lukket. Jeg venter. Mange minutter efter kommer en ældre mand ud og siger "Nåh du vil gerne se på den brune hund"? Og ja det ville jeg jo gerne! Jeg får besked på at vente på gårdspladsen, mens manden henter hunden. Jeg kan se en enkelt løbegård med en Dobberman-ligende hund i. Hunden er selvfølgelig i oprør over at vi lusker rundt i mørke. John er kommet ud fra bilen og vi venter nu på manden og Irsk Setteren.
Imens vi står og venter, tænker vi at her er noget rivende galt! Hvorfor må vi ikke komme ind på pensionen? Hvorfor er her så mørkt?
Manden kommer nu gående med en Ruhåret Hønsehund og da de kommer helt hen, sætter jeg mig på hug og snakker med hunden. Ser med sammen, trods mørket, at det er en tæve. Fortæller ejeren af pensionen at dette ikke er en Irsk Setter og det ej heller er en hanhund!!! "Nå er det ikke en hanhund? - Jeg har ikke lige kigget efter! Og jeg har, trods mine snart 60 år som ejer af pensionen, ikke forstand på disse jagthunde!"
Jeg kunne se at hende mave var meget stor, så jeg formodede at hun var drægtig, men nævnte ikke noget. Hunden var meget tillidsfuld og vi kunne se at hun var en god hund. Hun var dog i en forfærdelig forfatning. Hun lugtede, var møgbeskidt og så i det hele taget forhutlet ud! Jeg havde lovet betjenten at ringe til ham uanset hvad udfaldet blev, så jeg gik tilbage til bilen for at ringe. Imens stod John sammen med hunden og manden. Jeg fortalte betjenten at vi tog hunden med, derefter fortalte jeg at det hverken var en Irsk Setter eller en hanhund og pudsigt nok lovede jeg betjenten at vi ikke tog hunden, fordi vi havde ondt af hende. Jeg havde bare en tanke og det var at få hende væk herfra. Hun skulle hjem i bad, have noget dejligt mad og tryghed.
John fortalte at manden også havde tilbudt ham Dobberman'en som stod i løbegården. "Slip hunden løs i en grusgrav - det er hvad sådan en hund dur til" Hold nu kæft siger jeg bare........
Hjem kørte vi og i bad med hende med det samme. Hun var bare så sød. Vi gav hende en skål med vand og hun tømte den med det samme. Vi fyldte skålen og hun tømte den igen. Dette gentog hun et utal af gange. Hun var simpelthen så tørstig!!!
Imens jeg lavede mad til os, gik John i gang med at kigge på Facebook. Der er et hav af efterlysningssider og et sted imellem 10 - 20 min efter han satte sig foran computeren havde han fundet en efterlysning på en Ruhåret hønsehund ved Ringsted. Vi havde fundet frem til ejerne på højst 20 min. og politiet havet optaget hunden for 1½ måned siden!!!!!
Ejerne af Enya kom sent på aftenen og var selvfølgelig jublende lykkelige over at de endelig var genforenet med deres kære Enya efter 1½ måned. Men også fortørnet over historien, pensionen, politiet. Og hvorfor siger politiet at Enya ikke er chippet? For hun er chippet. Hvorfor siger politiet at det er en Irsk Setter? Kan politiet ikke kende forskel på en Irsk Setter og en Ruhåret Hønsehund? Og hvis man ikke er hundemenneske, hvorfor spørger man så ikke én fra hundepatruljen? Hvorfor kan politiet ikke se forskel på en hanhund og en tæve? Hvorfor bruger politiet en så skummel hundepension?
Dagen efter tager ejerne Enya til dyrlæge. Enya er ikke drægtig som jeg troede, men hun er simpelthen underernæret og hendes mave er opsvulmet af fejlernæring. De kontakter også pensionen for at spørge hvorfor Enya ikke har fået nok at spise. Her er svaret: "Hun har kun lige akkurat fået det at spise for at overleve - hvorfor fodre en hund som skal aflives"?
Jeg bliver så glad, når jeg tænker på at vi reddede Enya's liv! Året efter denne oplevelse var John og jeg inviteret med på jagt sammen med Enya og hendes jagtkonsortie. Her så vi at hun igen var blevet en dejlig robust og smuk tæve fyldt med selvtillid.
Efterhistorien med politiet og pensionen er noget helt andet. Laaaang historie, men pensionen er lukket. Politiet har undskyldt og har lovet at procedurerne er lavet om. Enya's far og mor havde fat i politiet mange mange gange i de 1½ måned hun var savnet og hver gang fik de samme svar; "Nej,vi har ikke fået nogle Ruhåret Hønsehunde ind". Virkeligheden var en helt anden. 2 timer efter Enya tog sig en tur på egen hånd, var hun i politiets varetægt, men én eller anden udtalte at det vist var en Irsk Setter og dette hang ved i 1½ måned, indtil John og jeg, meget heldigt og tilfældigt, krydsede Enya vej!

Det var dette billede vi fandt på Facebook

1 heftigt døgn for Maggie!

I løbet af søndag d. 12. april 2015 startede et langt forløb for Maggie med uro, hvileløshed, varme, utryghed, veer, presseveer osv. Jeg fik ringet John hjem fra Mesterskabsprøven, som han deltog ved som tilskuer. 

Maggie havde mærkelig nok appetit og hun fik selvfølgelig sin mad, men inden længe kom maden op igen. Vi var sikre på at nu var det lige før...... Ud på aftenen "gik vandet" og kort efter begyndte presseveerne, men intet skete. Vi var på SMS med vores dyrlæge, Sonny. Det er svært at vide, hvornår man skal tage aktion, men med Sonny i baghånden, så er det altid lidt mere trygt!

Efter ca. 2 timer var vi stadig ikke længere og vi aftalte med Sonny at vi mødtes på klinikken så hurtig som muligt. John & Michala kører afsted, da jeg er har halsbetændelse og Malou skulle møde i skole fra morgenstunden. Her kunne Sonny konstatere at Maggie af én eller anden årsag ikke kunne føde selv, så et kejsersnit måtte til. Heldigvis gik kejsersnittet godt, men desværre var der kun 1 hvalp. En stor rask og rørig hanhund på 470 g. Til gengæld fandt vi ud af hvorfor der kun var en hvalp og hvorfor Maggie ikke kunne føde selv. Hendes ene æggestok var fyldt med cyster på størrelse med mandariner. Sonny fjernede underlivet på Maggie under assistance af John & Michala og alt dette sker imellem kl. 00:00 og 02:00 mandag d. 13. april 2015. Det vil sige at Æblevangens Evian kom til verdenen d. 13. april 2015 med hjælp fra vores fantastiske dyrlæge Sonny. Og ja, det er den samme dyrlæge som inviterer John på Whiskey-smagning :O)

En stor tak til John som altid har det kølige overblik i disse svære situationer og til seje Michala som udviste stor beslutsomhed om at hjælpe, hvor der kunne hjælpes under operationen. 

En ting lovede John mig inden de kørte til dyrlægen og det var at Maggie skulle med hjem igen - levende. Og det kom hun. Godt nok er hun træt og øm, men hun passer på sin lille hvalp og så er alt andet lige meget.

Til gengæld måtte jeg i dag ringe til 2 hvalpekøbere og til Kent for at fortælle at der kun var én hvalp. Det er ikke så spændende, men heldigvis var alle 3 forstående. 

Hvalpen kommer som sagt til at hedde Æblevangens Evian (udtales på fransk) - som i det kendte kildevandsprodukt:

En lille historie fra det virkelige liv om GLavaRis Dv Diezel

I sommeren 2011 kørte John langt op i Sverige for at hente en Gordon Setter hanhvalp. Denne hvalp havde vi fulgt på afstand og vi kunne simpelthen ikke stå for hans udstråling. Alle hvalpe er søde, men ham her var altså noget specielt! Vi måtte eje ham.

Diezel var den sidste hvalp som ikke var blevet afsat, så en aftale blev hurtig ordnet.
John hentede Diezel og vi nød godt af Diezel resten af sommeren og hele efteråret. Men da det blev vinter og vejret blev koldt, begyndte problemerne..........
Diezel begyndte at få ondt i den ene skulder. Faktisk blev det værre og værre. Han kunne stå ret op og ned og skrige af smerter. Det var forfærdelig at være vidne til og vi fik hurtigt en tid hos vores dyrlæge. Dyrlægen tog nogle røgtentbilleder af Diezels skulder og sendte billederne til Karlslunde Dyrehospital. Deres svar var enkelt: Diezel havde OCD af værste skuffe. De ville gerne opererer, men ville selvfølgelig ikke garantere at det blev bedre. Og det ville koste 22.000,- Vi havde på dette tidspunkt ikke sygeforsikret vores hunde og pengene havde vi heller ikke. Vi anede simpelthen ikke hvad vi skulle gøre. John ringede til vores egen dyrlæge og spurgte ham til råds. Han var ikke i tvivl. Han ville aflive Diezel. John bestilte tid til en aflivning en uge fremme. Samtidig havde vi den mest forfærdelige samtale med Diezels opdrættere Jane & Jocke Hagström i Sverige. De var lige så fortvivlede som os og som dagene gik, fik vi det værre og værre...... og aftenen før aftalen om aflivningen, kunne jeg se smerten i Johns øjne! Vi kunne simpelthen ikke gennemføre dette. Vi aflyste aftalen hos dyrlægen og aftalte at vi ville prøve at sætte alle sejl ind for at hjælpe vores dejlige Bamsebjørn i stedet for. Vi læste den ene artikel efter den anden omkring OCD, skiftede foder til noget med noget mere lakseolie i, tilføjede ekstra kosttilskud med alverdens gode ting, som skulle være godt for ledproblemer. Samtidig lavede vi en god deal med vores dyrlæge omkring smertelindring. Han skulle have en tyggetablet når de stærke smerter var værst. Som vinteren skred frem og foråret nærmede sig, fik Diezel det bedre og bedre og til sidst havde han ingen smerter. Vi var selvfølgelig lykkelige, men gruede jo også når en ny vinter ville begynde. Sommeren og efteråret gik og en ny vinter begyndte. Vi var jo nok en smule påvirket af vinteren før, men Diezel gjorde ikke antrit til at have smerter. Jeg havde ellers troet at smerterne ville komme igen, men det gjorde de ikke. Diezel klarede sig igennem vinteren uden smerter og da foråret kom aftalte vi at prøve at fotografere ham for HD, AD og OCD. Fotograferet blev Diezel og de fantastiske resultater kom ugen efter. Han var total fri for det hele. Diezel fejlede ingenting. Vi fattede det ikke. Hvad havde Diezel fejlet i hans første vinter? Vi kom frem til at det måtte være vokseværk, men vi var mildest talt forfærdet og chokeret over Karlslunde Dyrehospital. Tænk hvis vi havde opereret ham eller meget værre; aflivet ham! Puhha det er ikke til at holde ud at tænke på.

Et halvt år efter de gode nyheder, må vi igen igennem et helvede........
Dagen efter en decemberstorm, hvor noget af vores hegn ud til offentligheden havde lagt sig, finder Diezel og Isa vej ud og løber mod den trafikkerede landevej, der går mellem Holbæk og Slagelse. Vi finder hurtig Isa, som løber forvirret rundt midt på vejen. Men Diezel er som sunket i jorden. Igen må vi ringe til Sverige og fortælle den dårlige nyhed. Og én ting er at vi har det forfærdelig med at mangle en hund, men for Jane & Jocke må det have været hjerteskærende. At sidde så langt væk og få sådan en nyhed, er umenneskeligt. Efter 4 timer hører John en bil bremse nede på hovedvejen og efterfølgende en bump og til sidst et hyl. Han drøner derned og ser en masse biler som er stoppet op på vejen. Diezel er blevet ramt og John ser bulen i den bil som ramte ham. Det ser voldsomt ud, men Diezel er stukket af igen. Han er ikke så meget for fremmede mennesker, så han er sikkert helt ude af den! Mørket og tågen har lagt sig som en dyne og vi føler os magtesløse. Alligevel går vi rundt i mørke og kalder på Diezel, men uden held. Næste morgen leder John, Malou og Michala videre. Malou's veninde Trine kommer til for at hjælpe og senere kommer vores venner Vivian & Leon også. Efterlysningssedler blevet omdelt og opslag på forskellige Facebooksider bliver lagt på. Og mange andre venner ringer og for at fortælle at de også er på vej. Vi var så taknemmelige! Jeg selv måtte tage på job for at ordne nogle ting, men jeg kan ikke tænke. Efter frokost bliver jeg nødt til at køre hjem. Jeg MÅ ud at lede efter min elskede Bamsebjørn. Han SKAL findes. Vi ved jo at han er såret, men ved ikke hvor slemt det er og det er så forfærdeligt at tænke på at han er der ude et sted - ALENE. Diezel er så afhængig af os og vi magter ikke at tænke på at han måske ligger og dør fra os. Da jeg nærmer mig vores hjem og kører forbi kirken inden vores egen indkørsel ser jeg noget mørkt ved havelågen imellem kirken og vores grund. Jeg stopper og bakker tilbage.......og ser Diezel sidde ved lågen. Jeg springer ud af bilen og råber hans navn og på 3 ben springer Diezel bogstavelig talt lige favnen på mig. Mens tårerne løber ned af kinderne på mig, sidder vi der på kirkens p-plads og jeg tuder af glæde og Diezel er bare så glad. Selv om han tydeligvis har ondt i det ene ben og måske mange andre steder, så er han selv så glad for at se mig at han ikke ved hvordan han skal opføre sig. Han kaster sig ned i skødet på mig og slikker mig i ansigtet og ruller rundt på ryggen. Et fantastisk gensyn. Jeg får samling på de forskellige efterlysningshold og vi mødes hjemme i køkkenalrummet med Diezel som det store midtpunkt. John kører til dyrlæge og vi må konstatere at Diezel har fået et brud på det ene forben. Bruddet er alvorligt da det er helt nede ved håndroden, så han må videre til Faxe Dyrehospital. I seks uger må han ikke gå løs og skal holdes i komplet ro. Han får ind-opereret en metalskinne og 7 skruer. Skinnen generer ham dog så meget så den må opereres ud igen.
Og hvordan er det så gået? Han har jo været slået tilbage et par gange i han korte liv, men i dette forår er han virkelig vågnet på marken. Han bliver stærkere og stærkere for hver dag og nye oplevelser er med til at styrke ham. Han er blevet SÅ stærk på fugl og hans rejsning og derefter kølige komplette ro i opfløj og skud er fantastisk. Han er ikke fuldstændig fejlfri, men han bliver kun bedre og bedre for hver dag. Jeg har stillet med Diezel 5 gange i dette forår og har fået 1 x 1. pr. og 3 x 2. pr. En smule stabilt! Når jeg så tænker på at han for det første skulle have været aflivet og efterfølgende har været kørt ned, så bliver jeg sgu ekstra glad for ham. Elsker min bamsebjørn over alt på jorden!

I har ikke set det sidste til denne flotte Gordon Setter <3