I sommeren 2011 kørte John langt op i Sverige for at hente en Gordon Setter hanhvalp. Denne hvalp havde vi fulgt på afstand og vi kunne simpelthen ikke stå for hans udstråling. Alle hvalpe er søde, men ham her var altså noget specielt! Vi måtte eje ham.
Diezel var den sidste hvalp som ikke var blevet afsat, så en aftale blev hurtig ordnet.
John hentede Diezel og vi nød godt af Diezel resten af sommeren og hele efteråret. Men da det blev vinter og vejret blev koldt, begyndte problemerne..........
Diezel begyndte at få ondt i den ene skulder. Faktisk blev det værre og værre. Han kunne stå ret op og ned og skrige af smerter. Det var forfærdelig at være vidne til og vi fik hurtigt en tid hos vores dyrlæge. Dyrlægen tog nogle røgtentbilleder af Diezels skulder og sendte billederne til Karlslunde Dyrehospital. Deres svar var enkelt: Diezel havde OCD af værste skuffe. De ville gerne opererer, men ville selvfølgelig ikke garantere at det blev bedre. Og det ville koste 22.000,- Vi havde på dette tidspunkt ikke sygeforsikret vores hunde og pengene havde vi heller ikke. Vi anede simpelthen ikke hvad vi skulle gøre. John ringede til vores egen dyrlæge og spurgte ham til råds. Han var ikke i tvivl. Han ville aflive Diezel. John bestilte tid til en aflivning en uge fremme. Samtidig havde vi den mest forfærdelige samtale med Diezels opdrættere Jane & Jocke Hagström i Sverige. De var lige så fortvivlede som os og som dagene gik, fik vi det værre og værre...... og aftenen før aftalen om aflivningen, kunne jeg se smerten i Johns øjne! Vi kunne simpelthen ikke gennemføre dette. Vi aflyste aftalen hos dyrlægen og aftalte at vi ville prøve at sætte alle sejl ind for at hjælpe vores dejlige Bamsebjørn i stedet for. Vi læste den ene artikel efter den anden omkring OCD, skiftede foder til noget med noget mere lakseolie i, tilføjede ekstra kosttilskud med alverdens gode ting, som skulle være godt for ledproblemer. Samtidig lavede vi en god deal med vores dyrlæge omkring smertelindring. Han skulle have en tyggetablet når de stærke smerter var værst. Som vinteren skred frem og foråret nærmede sig, fik Diezel det bedre og bedre og til sidst havde han ingen smerter. Vi var selvfølgelig lykkelige, men gruede jo også når en ny vinter ville begynde. Sommeren og efteråret gik og en ny vinter begyndte. Vi var jo nok en smule påvirket af vinteren før, men Diezel gjorde ikke antrit til at have smerter. Jeg havde ellers troet at smerterne ville komme igen, men det gjorde de ikke. Diezel klarede sig igennem vinteren uden smerter og da foråret kom aftalte vi at prøve at fotografere ham for HD, AD og OCD. Fotograferet blev Diezel og de fantastiske resultater kom ugen efter. Han var total fri for det hele. Diezel fejlede ingenting. Vi fattede det ikke. Hvad havde Diezel fejlet i hans første vinter? Vi kom frem til at det måtte være vokseværk, men vi var mildest talt forfærdet og chokeret over Karlslunde Dyrehospital. Tænk hvis vi havde opereret ham eller meget værre; aflivet ham! Puhha det er ikke til at holde ud at tænke på.
Et halvt år efter de gode nyheder, må vi igen igennem et helvede........
Dagen efter en decemberstorm, hvor noget af vores hegn ud til offentligheden havde lagt sig, finder Diezel og Isa vej ud og løber mod den trafikkerede landevej, der går mellem Holbæk og Slagelse. Vi finder hurtig Isa, som løber forvirret rundt midt på vejen. Men Diezel er som sunket i jorden. Igen må vi ringe til Sverige og fortælle den dårlige nyhed. Og én ting er at vi har det forfærdelig med at mangle en hund, men for Jane & Jocke må det have været hjerteskærende. At sidde så langt væk og få sådan en nyhed, er umenneskeligt. Efter 4 timer hører John en bil bremse nede på hovedvejen og efterfølgende en bump og til sidst et hyl. Han drøner derned og ser en masse biler som er stoppet op på vejen. Diezel er blevet ramt og John ser bulen i den bil som ramte ham. Det ser voldsomt ud, men Diezel er stukket af igen. Han er ikke så meget for fremmede mennesker, så han er sikkert helt ude af den! Mørket og tågen har lagt sig som en dyne og vi føler os magtesløse. Alligevel går vi rundt i mørke og kalder på Diezel, men uden held. Næste morgen leder John, Malou og Michala videre. Malou's veninde Trine kommer til for at hjælpe og senere kommer vores venner Vivian & Leon også. Efterlysningssedler blevet omdelt og opslag på forskellige Facebooksider bliver lagt på. Og mange andre venner ringer og for at fortælle at de også er på vej. Vi var så taknemmelige! Jeg selv måtte tage på job for at ordne nogle ting, men jeg kan ikke tænke. Efter frokost bliver jeg nødt til at køre hjem. Jeg MÅ ud at lede efter min elskede Bamsebjørn. Han SKAL findes. Vi ved jo at han er såret, men ved ikke hvor slemt det er og det er så forfærdeligt at tænke på at han er der ude et sted - ALENE. Diezel er så afhængig af os og vi magter ikke at tænke på at han måske ligger og dør fra os. Da jeg nærmer mig vores hjem og kører forbi kirken inden vores egen indkørsel ser jeg noget mørkt ved havelågen imellem kirken og vores grund. Jeg stopper og bakker tilbage.......og ser Diezel sidde ved lågen. Jeg springer ud af bilen og råber hans navn og på 3 ben springer Diezel bogstavelig talt lige favnen på mig. Mens tårerne løber ned af kinderne på mig, sidder vi der på kirkens p-plads og jeg tuder af glæde og Diezel er bare så glad. Selv om han tydeligvis har ondt i det ene ben og måske mange andre steder, så er han selv så glad for at se mig at han ikke ved hvordan han skal opføre sig. Han kaster sig ned i skødet på mig og slikker mig i ansigtet og ruller rundt på ryggen. Et fantastisk gensyn. Jeg får samling på de forskellige efterlysningshold og vi mødes hjemme i køkkenalrummet med Diezel som det store midtpunkt. John kører til dyrlæge og vi må konstatere at Diezel har fået et brud på det ene forben. Bruddet er alvorligt da det er helt nede ved håndroden, så han må videre til Faxe Dyrehospital. I seks uger må han ikke gå løs og skal holdes i komplet ro. Han får ind-opereret en metalskinne og 7 skruer. Skinnen generer ham dog så meget så den må opereres ud igen.
Og hvordan er det så gået? Han har jo været slået tilbage et par gange i han korte liv, men i dette forår er han virkelig vågnet på marken. Han bliver stærkere og stærkere for hver dag og nye oplevelser er med til at styrke ham. Han er blevet SÅ stærk på fugl og hans rejsning og derefter kølige komplette ro i opfløj og skud er fantastisk. Han er ikke fuldstændig fejlfri, men han bliver kun bedre og bedre for hver dag. Jeg har stillet med Diezel 5 gange i dette forår og har fået 1 x 1. pr. og 3 x 2. pr. En smule stabilt! Når jeg så tænker på at han for det første skulle have været aflivet og efterfølgende har været kørt ned, så bliver jeg sgu ekstra glad for ham. Elsker min bamsebjørn over alt på jorden!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar